lørdag den 17. april 2010

Tårnkammeret (historie)



Slottet ligger midt i verden. Som et rigtigt slot har det mange rum. Over hundrede rum. Omkring det ligger en park, og parken er omringet af en uoverstigelig mur. Hvad der er på den anden side af muren, er det hende aldrig faldet ind at tænke på. Hendes verden ligger omringet af muren. Hun er født på slottet. Det er hendes verden. I dag er hun 35 år og har set og oplevet det meste af slottet og parken. Nogle rum er hun i oftere end andre. I den del af slottet, der vender mod syd ud mod det store åbne græsareal i parken, opholder hun sig mest. Der er andre dele af slottet, hvor hun sjældnere kommer. Selvom hun som lille har leget stort set overalt på slottet, er der fløje og rum, hun kun sjældent har opholdt sig i. Det kan være fordi de er kolde, mørke, fugtige, tørre, lyse, stille eller støjende. Rummet, hun opholder sig i, skal være i trit med hendes humør, så har hun det bedst. Ellers sniger der sig en følelse af ubehag ind hos hende, hvorefter hun skifter til et rum, der passer hendes humør bedre. Enkelte dage sidder hun nederst i vestfløjen i et køligt rum med de lange rækker af skyggefulde elmetræer udenfor vinduerne. Andre dage er det østfløjen på anden sal med morgensolen lige ind på altanen, der passer hende bedst. Der er rum på slottet, hun aldrig har besøgt. Kælderen i vestfløjen har gange og rum, der forekommer hende så kolde, fugtige og ubehagelige, at de fratager hende viljen til at udforske yderligere. Disse rum skræmmer hende. Selvom det også kan pirre hende med denne gysende følelse, som, hun ikke ved, hvornår går over i angst og panik. Så selvom hun gyser ved tanken om de mørke kolde rum i vestfløjen, er en tur i kælderen en måde at holde hende vågen på. Som når en langturschauffør drikker kaffe. Modsat hertil har østfløjen rum, som er glade og positive og fyldte med liv. Her kan rum forekomme urealistisk glade. Euforiske. Med hendes lange erfaring synes hun efterhånden at vide, hvordan hun skal bruge rummene på skift til at opnå mest velvære. Vestfløjen er kølig til det gysende, og hun bruger fløjen, hvis hun er trist eller trænger til at blive vækket af kedsomhed. Østfløjen er varm til det livsbekræftende, og hun er i østfløjen, hvis hun skal opmuntres eller føler sig levende. Sydfløjen er neutral og derfor mest brugt. Hun har styr på det, mener hun. Derfor kommer det også uforudset for hende, at det er i et tårn i østfløjen øverst oppe, at det sker. Egentlig er det jo nederst i vestfløjen, at hun forventer at møde noget uforudset. Noget chokerende.



Dagen starter med solskin og briseagtig vind. Morgenmad på altanen på anden sal i østfløjen. Og efter yoga og meditation løber hun en tur i parken. Så føler hun et behov for at udforske. En følelse af overskud har hun som aldrig før. Hun elsker disse ture, hvor hun går på opdagelse på slottet. I dag er hun på opdagelse i det højeste tårn i østfløjen. Hun har før været på opdagelse i tårnet, men aldrig følt sig i humør til at åbne døren til det øverste rum. I dag åbner hun døren med et rask tag, som når man ingen fare aner og er ved godt mod. Følelsen, der rammer hende, er den følelse, en person får ved at træde ud i en elv oppe over et farligt vandfald og forstå, at fødderne ikke længere har fæste på bunden. Bund og bred og elv ser ellers fredelig ud. Og nu forstår personen, at handlingen ikke kan gøres ugjort. Hun er trådt ind i rummet, og har allerede set for meget til, at hun vil kunne gå ud ad rummet, lukke døren og lade som om, det aldrig er sket. Samtidig ved hun, at det er rigtigt af hende at blive stående og iagttage. Hun forstår intuitivt, at det hun ser herinde skal hun bruge til at vokse videre. Blandt andet et kort, der viser vejen til verden udenfor slottet og muren. Som en sommerfuglepuppe har brug for at forvandle sig til en sommerfugl, når tiden er til det, ved hun, at tiden er inde til at tage imod det, som rummet giver. Alt andet har hun set og oplevet på slottet, nu er hun parat til at opleve det, som skal bringe hende videre. Og da hun forlader rummet og lukker døren i efter sig, forstår hun, hvad det er, hun har set. Men hvordan kan hun gå ned igennem tårnet og leve som før og lade som ingenting. Det er umuligt. Det kan ikke gøres uset. Og hun havde været aldeles uforberedt. Hun havde anet fred og intet andet end et lille behageligt, oplivende eventyr inden aftensmaden. Hun kan ikke leve videre som hidtil, og føler samtidig at oplevelsen gør hende stærkere. I stedet for at gå tilbage følger hun kortet væk fra slottet og parken og står til sidst i verden udenfor muren. Alt på slottet og i parken var en løgn. Herude svarer forholdene, til det hun har set i tårnkammeret. Et nyt liv er begyndt for hende.