Fuglene (historie)

I Rold skov bor en mand i en dal. Imens han står udenfor og hugger brænde, lander en flok fugle på hans ejendom. De ser forhutlede ud. En har brækket et ben. Andre mangler fjer. Alle har lus, og er befængte med flåter. Sultne, magre og trætte. Med deres sidste kræfter er det lykkedes dem at flyve til mandens dal. En almindelig nysgerrighed vokser til dybfølt medlidenhed, da han går fuglene i møde, og ser deres elendighed. Straks går han i gang med at forbinde sårene på de værst medtagne. Han giver dem mad og drikke. Og et par dage efter kan de stærkeste hjælpe til. Efter yderligere seks uger er alle raske og friske.


Nu begynder en lykkelig tid for det lille fællesskab. Under vejledning af manden arbejder og lever fuglene. De bygger et samfund med boliger, skoler og alt hvad de har brug for. Og efter atten år er de blevet velhavende og lykkelige. Alt sammen under ledelse af manden. Og fuglene ved ikke alt det gode, de skal gøre og sige for at takke ham.

Så en dag tager manden ind til byen for at sælge nogle varer, og for at købe ting og sager som han ved de har brug for. På vejen hjem fra byen glæder manden sig over de ting han har købt, og som han ved, de vil få nytte af.
Et stykke fra gården hører han larm, og da han kommer ind på gårdspladsen, ser han fuglene i vildt slagsmål. Støv og fjer fyger rundt i luften. Midt på gårdspladsen ligger en død fugl. Fuglene holder øjeblikkeligt op med at slås, da de opdager manden. Nu følger et retsligt efterspil. To fugle bliver forvist til en nærliggende dal i 2 år, seks andre i 5 år. Og en bliver bortvist fra skoven for bestandigt.

Nu kommer en tid, hvor fuglene slås indbyrdes. De er delt i grupper. De slås om de ting, de vil eje og besidde. Nogle af fuglene opfører sig aggressivt og truende overfor manden, som de beskylder for at være partisk. De begynder også at modsætte sig manden i det daglige. En dag tager manden de fugle, som han holder af, til side og siger, at de skal forlade dalen, og de må ikke vende tilbage. Imedens de flyver ud af dalen, går manden til de resterende fugle, og han slår dem alle ihjel. Han begraver dem i en dal på et sted, hvor han aldrig er kommet hverken før eller siden. Herefter lever manden igen alene i skoven.

Lejligheden (historie)

Et ungt ægtepar flytter ind i en lejlighed på 1. sal i bydelen Trøjborg i Århus. En aften er hustruen alene hjemme. Efter at have lagt de to små børn i seng, ligger hun sig ind på sofaen i stuen for at slappe af efter dagens arbejde. Hun ligger og venter på hendes mand, som denne aften arbejder over. Hendes tanker går til underboen, som de ikke har set; men når hustruen går i trappeopgangen op til deres lejlighed, kan hun lugte underboen. Lugten gør hende stærk. Den får hende til at føle sig som en god hustru og en god mor. Så snart hun når op i deres egen lejlighed og lugten er væk, føler hun sig igen utilstrækkelig som hustru og som en dårlig mor. Hun kommer til at tænke på hendes mand. Han kan ikke tåle lugten fra underboen. I de otte uger de har boet i lejligheden, har han udviklet en astma imod lugten. Han har været hos lægen og fået astmamedicin imod den. Nu falder hustruen på sofaen hen i en døs. Hun drømmer at en svamp har bredt sig på jorden. Den dækker en stor del af planeten. Hun ser mennesker, som vander og gøder svampen. Plejer og passer den. De tvinger også andre mennesker, imod deres vilje, til at gøre det samme. De giver deres liv til svampen. Til gengæld får de blandt andet fysiske og psykiske sygdomme. Da svampen er ved at vokse ind over hustruen, og truer med at kvæle hende, vågner hun med et gisp. Døren til lejligheden smækker. Manden er kommet hjem fra arbejde.

Nu går der otte år, og en dag da hustruen kommer hjem fra arbejde, ser hun at underboens køkkenvindue står åbent. I vinduet står en smuk og stærk plante. Det får hende til at lede efter frø nedenfor vinduet. I blomsterbutikker og supermarkeder har hun nemlig ikke kunnet købe planten; men hun finder ingen frø.

Så går der yderligere syv år. Sønnen er flyttet hjemmefra, og datteren går på handelsskole. I årene mens børnene var små, stod hun meget alene med børnene. Manden havde travlt med at arbejde. Hun er træt. Da hun kommer ind i opgangen, tager hun en hurtig beslutning. Hun tager overfrakken af, og lægger den over trappegelænderet, og stiller sko og taske nedenfor. Så går hun ind gennem døren til underboens lejlighed. Et kvarter senere kommer manden tidligt hjem fra arbejde. Da han træder ind i opgangen, ser han hustruens tøj over gelænderet, og han ved, hvor hun er gået hen. Denne dag er lugten i opgangen bydende. Manden føler at han skal dø. Han går hen til underboens lejlighed og vælter om foran døren. Han lægger på trappeopsatsen og kikker op på underboens dør, der pludselig har udseende af en mand. Rundt om manden ser han tolv sten. I forlængelse af de tolv sten er der sten af samme farve som mennesker fra middelhavslandene. Når han følger væggen med øjnene, derfra hvor han ligger, kan han se, at stenene bliver lysere, og til sidst har de samme farve som folk fra de nordiske lande. De har boet i deres lejlighed i femten år, og aldrig set underboen. Til hans store overraskelse ser han nu, at væggen ikke er færdigbygget, der kommer stadig nye sten til. Og den sidste sten i væggen er hans egen kone. Mørtelen, som holder stenene sammen, har udseende af en lille mand, der løber imellem stenene og fortæller stenene hvad de skal gøre, tænke og sige. Nogle sten er faldet ud af væggen, dem har mørtelen ikke kunnet fastholde. Enkelte sten kan renses og mures ind i væggen igen, andre er så ødelagte, at de må kasseres. Nu føler manden, at han skal dø. Døren, der jo ligner en mand har lænet sig ind over ham, og truer: ”Hvis du ikke stopper med din svampedyrkning, kommer jeg efter dig”. Så dør manden.

Posen (historie)

Ham her manden bor i Samsøgade i Århus. Til daglig er han svejser nede på værftet på Århus havn. Så en lørdag, hvor han har fri fra arbejde, tager han sin cykel og cykler ned gennem byen, ud ad strandvejen, forbi Marselisborg Slot, ud til Moesgaard Strand. Her finder han et skilt, som han låser sin cykel opad. Nu går han ned til strandkanten. Herfra kan han se over til Samsø. Han går nu langs med havet. På et sted kommer han forbi nogle øer af hybenbuske på stranden. Imellem buskene er der affald, som er skyllet op fra havet. Gamle iturevne fiskegarn, træ, plastikflasker og en pose. Posen fanger hans opmærksomhed, og han går hen og hiver den ud fra buskene. Den er så stor, at han kan tage den over sig som et sæt tøj. Det gør han. Han står nu inde i posen og kikker op imod himlen. Vejret er blevet bedre. Før var det skyet, koldt og blæsende. Nu er det solrigt, lunt og briseagtigt. Et ægtepar med en lille hund, som kommer forbi på stranden, ser glade og gode ud. På vejen ud ad stranden mødte han det samme par, da så de trætte og udslidte ud. Da de ser ham, genkender de ham, og de ser, at hvor han før så træt og afjasket ud, ser han nu stærk og frisk ud. ”Den er god”, tænker manden: ”jeg beholder posen på”. Så går han hen til sin cykel. Nu cykler han tilbage til Samsøgade.

Mandag morgen, tager manden på arbejde nede på værftet. Han har posen på. Her møder han forskellige sjak. De hilser ikke på ham. Han plejer nemlig altid at være træt og sur. Og han har indtil denne dag aldrig haft en mening om noget som helst. Det har han været for svag til. Men én af kollegerne bemærker en ændring hos manden og kommer over og giver hånd og spørger, hvad han har lavet i weekenden. Andre mener, at manden har fået en kæreste. Efter to måneder har de alle lagt mærke til en ændring hos manden. Han bliver valgt som tillidsmand.

Nu går der elleve år, hvor manden lever et godt liv. Han glemmer, at posen er hos ham. Den er blevet en del af mandens personlighed. En lørdag, hvor han har fri fra arbejde, tager han sin cykel og kører ud til Moesgaard Strand. Her ligger han sig i sandet og falder i søvn. Efter en halv time vågner han ved, at vejret er dårligt. Det er blevet overskyet og blæsende og koldt. Folk, der går forbi ham, ser sure og trætte ud. Posen er blæst af ham. Han leder efter den i to timer; men han finder den ikke. Så cykler han tilbage til Århus.